Følelsen af at rende rundt i cirkler og ikke komme nogen vegne er en følelse mange kender. Jeg kender den kun for godt. Man brænder lyset i begge ender og bliver til sidst nødt til at vælge – mig selv eller det som presser mig

Kom med på rejsen

Jeg er har været sammen med min kone i snart 15 år, gift i snart 12. Vi har to børn og en gammel hund. Vi har begge været igennem manegen et par gange eller 3 i vores liv. Vi har et godt liv sammen og vil gerne udforske livet sammen i den tid vi nu har sammen.

Hun kommer fra en baggrund hvor stress og manipulation i familien var dagligdagen, jeg kommer fra en baggrund hvor depression og overtænkning var dagligdag og vi prøver at få en form for verden til at fungere for os, hvor vi anerkender hver vores bagage.

Uanfægtet hvor man er i livet, om man er i nogenlunde samme situation som jeg eller om man kører solo, måske er man et knap så heldigt sted eller måske kører alt bare for en, så har man gennemgået en masse forskellige ting for at komme fra et punkt til det her punkt.

Jeg er 37 år gammel. Den, lad os sige yngste fremfor mindste, i min søskendeflok. Mine søskende er 10 år+ ældre end jeg og i mange år har det skabt forvirring i mit syn på hvordan mit “voksne” liv burde være. Jeg kunne se at mine forældre var, og stadig er, stolte af mine søskende for at opnå det de har opnået og jeg tror ikke at jeg følte at de var stolte af mig – Så lille Dan tænkte, vær som dine søskende og så er alt godt.

10 år+ gør meget. Mine søskende er fra en helt anden generation end jeg og den opdragelse de fik fra mine forældre var fuldstændig anderledes, end den jeg fik.

Det skal understreges at mine forældre og mine søskende aldrig har presset mig til at skulle gøre noget som helst. Alt er sket gennem min egen opfattelse af verden

For nogle måneder siden havde jeg en samtale med min storebror om lige netop det og det slog mig da han beskrev hans opvækst versus min. Han kunne godt se at vores søster og ham begge er opdraget mere selvstændigt og var mindre beskyttet end jeg var, på den måde at de havde mere frihed til at lade verden undervise dem.

De er opdraget i slut 70’erne og i 80’erne og da jeg kom til og rent faktisk var mere end en gulvklud, så var de begge i gymnasiet og nogle unge voksne. Da jeg var barn i 90’erne var de teenagere og i 90’erne begyndte der at komme en form for revolution i børneopdragelsen. Millennials, som min generation hedder, blev prøveklude for mange typer af mere følelsesbetonet opdragelsesmetoder – Curlingforældre, Helikopterforældre, “man må ikke sige nej” og sikkert en masse andet.

Vores situation i hjemmet skiftede også, hvor min far var mere hjemme end ude. Han var i militæret og var tit på øvelser og uddannelse da mine søskende var små, hvor han fik mere stationær arbejde da jeg kom til verden. Så min situation er helt anderledes end den var for mine søskende.
Det slog mig først da jeg havde den samtale med min storebror

Men selvom jeg har haft en god barndom. Jeg gik til sport og musik og mine forældre støttede op om det, så mærkede jeg stadig det her med at skulle præstere akademisk, som mine søskende. Problemet er bare at jeg har altid været hurtig til at blive “skoletræt”. Jeg troede egentlig at jeg bare var doven og da jeg blev teenager kunne jeg næsten ikke fokusere på andet end det som var sjovt. Normalt for en teenager ja, men jeg synes det var ekstraordinært for mig.

Jeg elskede skolen, lige indtil 7. klasse, efter min konfirmation. Jeg blev mere “voksen” i min udvikling. Hvor andre blev mere udforskende for drukkultur, prøvede at få kærester og alt der høre til i teenagealderen, så var mit mål at blive som mine søskende. Teenage-Dan ville så gerne være som mine søskende og det endte med at brænde mig ud. Jeg kunne ikke få de karakter jeg burde og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg var så “dum”.

Det løb over i min gymnasietid, hvor jeg på mirakuløst vis kom nogenlunde igennem det, men igen skoletræt inden for 2 måneder. Så er 3 år laaaaaang tid.

Da jeg endte på universitetet i første omgang blev jeg igen træt efter 2-3 semestre, men gennemførte min første bachelor og det samme skete igen på fysioterapistudiet. Men hvorfor blev cyklussen ved?

Det som egentlig var problemet var at jeg var ved at udvikle en depression da jeg var 13-14 år (7.klasse), som desværre har fuldt mig siden og kun alt for sent blev opdaget. Yay – diagnoseret med Chronic smiling depression i en alder af 28 år – altså 14 år uden diagnose eller værktøjer.
Men i dag er jeg velbehandlet og ved hvilke værktøjer der virker for mig og jeg har en partner som virkelig forstår at se tegnene på mig, når det er ved at gå den gale vej og hjælpe mig.

Jeg har aldrig haft problemer med at arbejde indenfor sundhedssektoren på trods af min tilstand.

Jeg lod mig falde i en fælde af ikke at kommunikere med mit netværk – mine forældre i det første lange stykke tid og derefter min partner, jeg satte en bar så højt og urealistisk at jeg kun ville fejle og jeg slog mig selv ned når jeg ikke præstede. Det er så indgroet i mit væsen, at selv den dag i dag er jeg sådan.

Min nervesystem kunne ikke håndtere det pres jeg satte mig selv under og det gik så i baglås. Jeg var træt hele dagen på trods af nok søvn, jeg var apatisk overfor ting som jeg elskede, jeg lærte mig selv at smile i sociale omstændigheder selvom det eneste der var, var smerte.

Jeg kunne se hvad der ville være en god vej for mig, men valgte aktivt at gå en anden vej, væk fra det som ville gøre mig godt. Det eneste fokuspunkt var at opnå det samme som mine søskende, fordi så var jeg god nok.

Hvorfor fortæller jeg alt det her?

Fordi der er mange, som mig, der hvert år føler sig udbrændt, går ned med stress, bliver depressive eller oplever et kæmpe pres på deres mentale helbred. Region Syddanmark har lavet en statistik over mental sundhed blandt unge, 18-24 år, i de forskellige livssituationer man kan være i, som uddannelse, ledighed og arbejde. Her ses det at specielt kvinder er ramt af dårligt mentalt helbred og oplever oftere stress, angst symptomer, depressionssymptomer og frygt for ensomhed.

Disse tanker er specielt noget jeg møder, når jeg har klienter i klinikken. Som mange andre klinikker, så oplever jeg borgere fra mange forskellige sociale lag og jeg kan tydeligt se en tendens blandt visse lag og visse typer af mennesker, at de oplever angst, depression, ensomhed, udbrændthed. Det er nødvendigvis ikke personen som er på overførelsesindkomst, det kan lige såvel være personen som tjener 2 millioner+ om året. Persontypen og den kropslige problematik de kommer med, fortæller mig mere om dem end deres arbejdsmæssige baggrund.

Indenfor sundhedssektoren arbejder man med et begreb, eller rettere et område som hedder Psykosomatik. Det er et kæmpe område som rykker sig meget og da der er kommet mere fokus på mentale sygdomme og mental sundhed de sidste mange år, er nødvendigheden for at vide hvordan psyken påvirker kroppen (soma) virkelig et vigtigt værktøj.

Hvis man har ondt, så har man ONDT hvis livet virkelig føles hårdt og giver meget modstand. Omvendt kan en smerte være mere overkommeligt, hvis det eneste der fucker lige nu er smerten.
I mange tilfælde har de her mentale tilstande, virkelige fysiske symptomer.

• Angst sætter sig i brystet og maven
• Stress i skuldrene og nakken
• Depression er en generel uro i kroppen som kan give arbitrære smerter

Hvad kan man gøre?

Vel og mærke, så er jeg fysioterapeut og arbejder indenfor en bestemt gren af sundhedsvæsenet. Jeg er ikke i stand til at give behandlinger for psykiske tilstande eller lidelser. Derfor er disse forslag, kun det – forslag.

Men der er flere tiltag man kan gøre. Nok den vigtigste er at få snakket med egen læge og få en henvisning enten til psykolog eller psykiater. Alt efter om der vurderes at medicinering er en nødvendighed.

Når man så er kommet ind og snakke med en fagprofessionel, så vil næste skridt, som individ, at begynde at se på forsiden af medaljen. Så godt som du nu kan.
Mærker du ensomhed, så vil et godt initiativ være at finde grupper som har til formål at bekæmpe ensomhed. Kommunale tilbud, Facebookgrupper, tag fat i sit netværk, selvom det kan være skræmmende.

Angst

Angst, som jeg forstår det og ser det, er frygten for det som kan ske, men ikke er sket. Man antager en masse scenarier i sit hoved om hvad der måske kommer til at ske og ofte worst-case scenario. Dette billede illustrere meget fint hvordan det er at angst kan, måske, reguleres. Hvad er i din kontrol? Du kan styre dine reaktioner, på omverden. Forsiden af medaljen er at være bevidst om worst-case, men at fokusere på best-case.

Stress

Stress kan være over mange ting. Igen vil en psykolog/psykiater hjælpe, kommunerne har også en masse tilbud. Vi mærker alle kortvarige stressperioder, f.eks. en deadline, men forskellen på dem som oplever at blive diagnosticeret med stress og dem som oplever kortvarige stressperioder er at stressen forsvinder ikke igen ved dem som er diagnosticeret. Nervesystemet er i overload og man har kortisol i store mængder i kroppen. Kroppens stresshormon. Man sover måske ikke godt, man overtænker og man har en indre uro. Ved at trække sig fra det miljø der stresser en er gavnligt. Hvis det er dit arbejde så vil det bedste være at snakke med sin leder eller chef om at få nedsat tid.

Motion er gavnligt for mange ting, heriblandt stress. At få fokus på sine hobbier, de ting som giver glæde vil være forsiden af medaljen.

Depression

Depression. En af de store. Depression er en tilstand af generaliseret nedtrykthed og det at føle sig ked. Tilstanden skal være forekommende i mere end 2 uger i stræk. Rigtig mange vil opleve depression i deres liv af kortere perioder og mindre grad, men for mange er medicinering, terapi og kommunale/regionale tiltag nødvendigt. Igen vil motion, gøre brug af netværk eller få snakket ud med sine nærmeste være forsiden af medaljen. Depression, som bliver kronisk, mindsker din optagelse af dopamin og serotonin i hjernen – altså 2/4 af glædes hormonerne.

Næste skridt

Mærker du nogle af tegnene på udbrændthed, stress, angst eller depression, så er det vigtigste at tage fat i en fagprofessionel. Din læge, en psykolog eller tag fat i dit netværk.
Du er det vigtigste i din verden. Det nytter ikke noget at presse sig selv derud, hvor man ikke kan finde hoved og hale på noget som helst.

I alt for mange henseender, specielt indenfor sundhedsfaglige fag, oplever man træthed. Omsorgstræthed for sine patienter, træthed overfor sit arbejde, kollegaer, familie, venner og hobbier. Det første signal på at man er ude hvor man ikke kan bunde.

Du har et ansvar og det er overfor dig selv. Uden dig, kan det du går og laver i dit liv ikke fungere.

Lidt links:

https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning

https://sind.dk/

The post Inden presset bliver for stort first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.

Jeg er det man vil kalde en millennial. Jeg er 37 år og har oplevet at vokse op med internettet og skiftet fra analog til digital.

Generationen før mig havde nogle individer som oplevede det samme, men mange havde allerede været igennem deres teenagealder og blev voksne før internettet og specielt sociale medier blev en ting. Generationerne efter mig vil altid have internettet og smartphones som en del af deres verden, men jeg kan stadig huske fastnettelefonen, VHS-Bånd, kassettebånd og alle disse gamle analoge ting.

Da jeg blev 13-14 år var Nokia, nok det mest trendy i telefoner. Alle havde en 3310 og den kunne personaliseres med diverse covers. Fedt!

For mig var sundhed, det som mine forældre fortalte. Vi har altid haft en flydende tilgang til kost, og her mener jeg ikke at alt skulle blendes, men at vi nogle gange spiste meget usundt og andre gange meget sundt.

Min motion kom i at jeg cyklede alle steder og dyrkede sport, men gik ikke op i at folk skulle se mig gøre det, jeg gjorde det bare. Min udvidede viden om sundhed kom fra skolen i lys af rådene fra sundhedsstyrelsen – Kostpyramiden, hvor mange minutter man skulle være aktiv – og så var jeg fast inventar hos vores sundhedsplejerske, fordi jeg var overvægtig.

Jeg var rimlig heldig med at jeg aldrig er blevet mobbet med min størrelse. Jeg kunne jo bevæge mig og kunne dyrke sport på højt plan, så folk var ikke i tvivl om at jeg kunne noget. Når man kommer fra en by hvor håndbold, fodbold og badminton er de 3 store, så gør det noget at man giver sig i en af de 3 sportsgrene.
Stadigvæk, alt var kun for mig selv og ikke for andre, fordi man var ikke på, som i dag. I dag har stort set alle har en smartphone og er koblet op på nettet. Vi har en digital version af os selv og for mange er det den de identificere sig med.

Online identitet – Positivt og Negativt

Sundhedsstyrelsen, har lavet en undersøgelse* som viser at unges færden på sociale medier, kan både være positivt, men også negativt. De yngre generationer, (Z og Alpha) bruger sociale medier, som de egentlig er tiltænkt – til at udvikle og udvide deres sociale kreds. Meeen og der er et stort men, de små ”thumbs up”, likes, hjerter og hvad man nu kan give, promovere en frigivelse af dopamin og serotonin i hjernen. Hormoner som er en del af ”Feel-good” hormonerne, sammen med oxytocin, som er meget afhængighedsskabende. For at få en dybere forståelse af hvordan sociale medier ”hacker” vores hjerner, kan det anbefales at se ”The Social Dilemma” på Netflix. Den fortæller hvordan sociale medier er designet til at fremkalde bestemte følelser hos brugerne.

Men effektivt vil det at være på hele tiden, udvikle FOMO – ”Fear of missing out”*, fordi man jager det næste høj og man vil ikke være udenfor ”klubben”. Det har jo nok altid har været der, det er bare ikke blevet beskrevet som et decideret fænomen.

Før internettet og de sociale medier, måtte man ringe til folk og lave aftaler, uden det var til offentlig skue. Så man var nok bare mere ”Nå, jamen sådan er det”. Man ser FOMO både i unge, men også i voksne individer. Det her med at være på hele tiden har gjort vores verden mere stresset.

Men hvor kommer sundheden så ind i det?

Sociale medier er fantastiske værktøjer for at kunne promovere sin virksomhed – jeg selv promovere heftigt på både Facebook, Instagram og TikTok.
Mit felt er inden for sundhedssektoren og derfor kæmper jeg om en plads på et marked der er OVERFYLDT med content fra fitnessinfluencers. Som FatPhysio, er jeg ikke der hvor at kroppen måske sælger sundhed og sund livsstil, det er i hvert fald meget paradoksalt at jeg, som mand med 1.5 X en mands kropsvægt, fortæller DIG at bevægelse og sund kost er vejen frem. Men her er det vigtige, jeg er uddannet og har erfaring indenfor området.

Problemet er at det overfyldte sundhedsmarked, ikke er reguleret. Det vil sige, der er meget lort derude, som promovere detoxkure, promovere forskellige spiseforstyrrelser (forklædt som andre termer), promovere negativ syn på kroppen – specielt overfor unge individer.

Et review* af Mazzeo et al, har dykket ned i mange af de undersøgelser der netop omhandler kropsimage, sundhed og mentalt helbred for unge, 10-30 år, når de færdes på sociale medier.

De dækker mange perspektiver, heriblandt brugen af filtre til at redigere billeder/videoer, hvordan kultur promovere negativ kropsimage, hvordan “kropspositivisme bevægelsen” har påvirket de unge og mange andre aspekter.

Problemet med alle de studier de undersøger, er at de er meget fokuseret på unge kvinder, ikke så meget de unge mænd. Hvilket forfatterne selv belyser er en skævvridning.

De kommer ind på tiltag som lovmæssig regulering for brugen af sociale medier, undervisning i kropspositivisme, brætspil som åbner op for snakken om brugen af sociale medier og accept af krop og sundhed.

Det korte af det lange er at der er ikke rigtig nogle tiltag der virker i det lange løb. Mange af tiltagene har en initial positiv effekt – de unge mærker forøget selvværd, mindre mobning og er mere accepterende overfor deres kroppe og sundhed, men jo længere tid der går desto mere ser man en regression. De unge får svære ved at være kritiske overfor det de ser på de sociale medier og svære ved at opleve et forøget velvære og accept af egen krop.

Det her er mit take på “Kropsaktivisme” og dens påvirkning af samfundet
Hvis man tager “Kropspositivisme”, som Mazzeo el al selv snakker om i deres artikel, så har det en afstamning fra 1960’ernes feminisme, som på trods af gode hensigter, desværre igen er blevet skævvreden. Drevet af sociale medier og analoge medier, har der er i de senere årtier, kommet denne her “Fat-Acceptance” gruppe op, hvilket jeg personligt ikke har noget i mod. Vi vil alle gerne accepteres for hvem vi er, men for mig ryger den af sporet, fordi der er så mange ting ved at være overvægtig der kan være farligt, men bliver negligeret af dem som har dette synspunkt. Jeg kommer ind på det psykologiske fænomen bag dette, længere nede i indlægget.
Men der er følgesygdomme som diabetes, der kan være hjertekarproblematikker, søvnapnø, forøget sandsynlighed for blodpropper, der er øget vægtpåvirkning på led og en masse andet.
Derudover, så har det, at sociale medier har skubbet de forkerte aspekter af “Kropspositivisme” og “Fat-acceptance” frem, lagt et socialt pres på interaktionen blandt mænd og kvinder, hvor mænd skal acceptere og lyste efter alle kvinder, men kvinder må gerne sortere mænd fra. Det er med til at skabe endnu større uligevægt i samfundet, som i sidste ende kan spiraliserer mænd ned i et sort hul og kvinder ned i et sort hul.

Men hvad faen sker der?

Grunden til dette, er at sociale medier bruger algoritmer, altså programmering, til at opspore hvad, lige præcis du, kan lide at se på og så linker den dig videre til noget der minder om det. Værende positivt eller negativt.

Så hvis en ung kvinde har siddet og kigget på et billede af en fitnessinfluencer med en kæmpe røv, minimalt tøj på og flexer sin krop på instagram, så kan det næste hun ser være en reklame for detoxkurer. Noget som overhovedet ikke burde findes i denne verden. Men algoritmerne skaber disse opstillede krav til de unge og den hypotetiske unge kvinde vil nok ikke tænke ”jeg er smuk og dejlig”, når hun bliver mødt med ovenstående kombination.

Grundet noget meget kompleks lovgivning, kan de sociale medier ikke stilles til regnskab for at deres algoritmer opspore og udnytter sårbare individer.

En lille røffel til artiklen fra Mazzeo et al, er at mange af disse undersøgelser de skriver om, er baseret på hvide kvinder i alderen 15-30 år og der er mangel på diversitet i studierne, for at kunne beskrive den generelle effekt af kropsimage og sundhedsideologi blandt unge.

Hvad er min pointe så?

Jamen, min pointe er at vi lever i en tid, hvor det er svært at finde ud af hvad er korrekt og ikke korrekt. Jeg kan sagtens sidde med min hat på, hvor der står #stoltfys og tænke alt hvad jeg ved og har lært er belyst i videnskaben og derfor har jeg og mine kollegaer ret.
Men sådan fungere det ikke.

Der er et psykologisk fænomen, som vi alle har mødt eller vil møde på et tidspunkt i vores liv. Enten i samspil med andre eller måske i os selv – ”The Boomerang Effect”*. Princippet hedder også ”the backfire-effect” og går ud på at man vil opsøge det man selv mener er korrekt.

F.eks. hvis man tager det nuværende politiske klima i USA, så vil en ekstrem Trump støtter, sige at han gør alt rigtigt for USA og verden, mens en modstander kan pointere alt der er gået galt med synlige beviser – Det er de synlige beviser der får effekten frem. Trump-støtteren vil afvise blankt og blive mere fastforankret i ideologien om at Trump er nummer 1. Det sker fordi dennes verdensbillede bliver forstyrret og vi som mennesker kan ikke lide at verdensbilleder forstyrres.

Det er lidt som at sige ”Lige børn leger bedst”. Vi identificere os med det verdensbillede vi har skabt, værende positivt eller negativt.

Hvis man så opsøger ”Sundhed” på sociale medier og man ryger ned i den kæmpe pøl af misinformation, så kan man hurtigt komme til at få forankret et verdensbillede der kan gøre en syg, fremfor at få ordentlig, videnskabeligt begrundede synspunkter og råd.

Sundhed er mange ting, men de sociale medier har gjort sundhed til noget ugenkendeligt og måske endda taget ”sundhed” som begreb og gjort det til noget ondt?

Personligt vil jeg mene at jeg er ”sund”, på trods af min vægt. Jeg har værktøjer til mit mentale helbred, jeg spiser varieret og spiser efter den type af træning jeg dyrker, jeg er aktiv hver dag og jeg har et godt bagland. Sundhed er ikke kun et udseende, sundhed er en tilstand. Min vægt påvirker mig i mange sammenhænge og det er både positivt og negativt, men hvis jeg kun så på min krop som et ideal for sundhed, så vil min verden hurtigt blive negativt.

Så jeg har sympati og en masse empati for de unge mennesker (Af alle aldre), som desværre falder i den fælde af, at sundhed er kun det som de ser på skærmen. Sundhed er så meget mere end det og ved at komme ud og opleve mangfoldigheden og se hvad man kan gøre, så vil man opleve at ”Sundhed” er en tilstand og ikke et resultat.

Dan

The FatPhysio

Links til referencer

https://www.sst.dk/nyheder/2023/sociale-medier-paavirker-unges-sociale-liv-og-trivsel-paa-godt-og-ondt

https://mentaltoverskud.dk/fomo-fear-of-missing-out

https://www.dovepress.com/article/download/94042

The post Sociale medier – Den nye sundhedsvej? first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.