Inden presset bliver for stort

Følelsen af at rende rundt i cirkler og ikke komme nogen vegne er en følelse mange kender. Jeg kender den kun for godt. Man brænder lyset i begge ender og bliver til sidst nødt til at vælge – mig selv eller det som presser mig

Kom med på rejsen

Jeg er har været sammen med min kone i snart 15 år, gift i snart 12. Vi har to børn og en gammel hund. Vi har begge været igennem manegen et par gange eller 3 i vores liv. Vi har et godt liv sammen og vil gerne udforske livet sammen i den tid vi nu har sammen.

Hun kommer fra en baggrund hvor stress og manipulation i familien var dagligdagen, jeg kommer fra en baggrund hvor depression og overtænkning var dagligdag og vi prøver at få en form for verden til at fungere for os, hvor vi anerkender hver vores bagage.

Uanfægtet hvor man er i livet, om man er i nogenlunde samme situation som jeg eller om man kører solo, måske er man et knap så heldigt sted eller måske kører alt bare for en, så har man gennemgået en masse forskellige ting for at komme fra et punkt til det her punkt.

Jeg er 37 år gammel. Den, lad os sige yngste fremfor mindste, i min søskendeflok. Mine søskende er 10 år+ ældre end jeg og i mange år har det skabt forvirring i mit syn på hvordan mit “voksne” liv burde være. Jeg kunne se at mine forældre var, og stadig er, stolte af mine søskende for at opnå det de har opnået og jeg tror ikke at jeg følte at de var stolte af mig – Så lille Dan tænkte, vær som dine søskende og så er alt godt.

10 år+ gør meget. Mine søskende er fra en helt anden generation end jeg og den opdragelse de fik fra mine forældre var fuldstændig anderledes, end den jeg fik.

Det skal understreges at mine forældre og mine søskende aldrig har presset mig til at skulle gøre noget som helst. Alt er sket gennem min egen opfattelse af verden

For nogle måneder siden havde jeg en samtale med min storebror om lige netop det og det slog mig da han beskrev hans opvækst versus min. Han kunne godt se at vores søster og ham begge er opdraget mere selvstændigt og var mindre beskyttet end jeg var, på den måde at de havde mere frihed til at lade verden undervise dem.

De er opdraget i slut 70’erne og i 80’erne og da jeg kom til og rent faktisk var mere end en gulvklud, så var de begge i gymnasiet og nogle unge voksne. Da jeg var barn i 90’erne var de teenagere og i 90’erne begyndte der at komme en form for revolution i børneopdragelsen. Millennials, som min generation hedder, blev prøveklude for mange typer af mere følelsesbetonet opdragelsesmetoder – Curlingforældre, Helikopterforældre, “man må ikke sige nej” og sikkert en masse andet.

Vores situation i hjemmet skiftede også, hvor min far var mere hjemme end ude. Han var i militæret og var tit på øvelser og uddannelse da mine søskende var små, hvor han fik mere stationær arbejde da jeg kom til verden. Så min situation er helt anderledes end den var for mine søskende.
Det slog mig først da jeg havde den samtale med min storebror

Men selvom jeg har haft en god barndom. Jeg gik til sport og musik og mine forældre støttede op om det, så mærkede jeg stadig det her med at skulle præstere akademisk, som mine søskende. Problemet er bare at jeg har altid været hurtig til at blive “skoletræt”. Jeg troede egentlig at jeg bare var doven og da jeg blev teenager kunne jeg næsten ikke fokusere på andet end det som var sjovt. Normalt for en teenager ja, men jeg synes det var ekstraordinært for mig.

Jeg elskede skolen, lige indtil 7. klasse, efter min konfirmation. Jeg blev mere “voksen” i min udvikling. Hvor andre blev mere udforskende for drukkultur, prøvede at få kærester og alt der høre til i teenagealderen, så var mit mål at blive som mine søskende. Teenage-Dan ville så gerne være som mine søskende og det endte med at brænde mig ud. Jeg kunne ikke få de karakter jeg burde og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg var så “dum”.

Det løb over i min gymnasietid, hvor jeg på mirakuløst vis kom nogenlunde igennem det, men igen skoletræt inden for 2 måneder. Så er 3 år laaaaaang tid.

Da jeg endte på universitetet i første omgang blev jeg igen træt efter 2-3 semestre, men gennemførte min første bachelor og det samme skete igen på fysioterapistudiet. Men hvorfor blev cyklussen ved?

Det som egentlig var problemet var at jeg var ved at udvikle en depression da jeg var 13-14 år (7.klasse), som desværre har fuldt mig siden og kun alt for sent blev opdaget. Yay – diagnoseret med Chronic smiling depression i en alder af 28 år – altså 14 år uden diagnose eller værktøjer.
Men i dag er jeg velbehandlet og ved hvilke værktøjer der virker for mig og jeg har en partner som virkelig forstår at se tegnene på mig, når det er ved at gå den gale vej og hjælpe mig.

Jeg har aldrig haft problemer med at arbejde indenfor sundhedssektoren på trods af min tilstand.

Jeg lod mig falde i en fælde af ikke at kommunikere med mit netværk – mine forældre i det første lange stykke tid og derefter min partner, jeg satte en bar så højt og urealistisk at jeg kun ville fejle og jeg slog mig selv ned når jeg ikke præstede. Det er så indgroet i mit væsen, at selv den dag i dag er jeg sådan.

Min nervesystem kunne ikke håndtere det pres jeg satte mig selv under og det gik så i baglås. Jeg var træt hele dagen på trods af nok søvn, jeg var apatisk overfor ting som jeg elskede, jeg lærte mig selv at smile i sociale omstændigheder selvom det eneste der var, var smerte.

Jeg kunne se hvad der ville være en god vej for mig, men valgte aktivt at gå en anden vej, væk fra det som ville gøre mig godt. Det eneste fokuspunkt var at opnå det samme som mine søskende, fordi så var jeg god nok.

Hvorfor fortæller jeg alt det her?

Fordi der er mange, som mig, der hvert år føler sig udbrændt, går ned med stress, bliver depressive eller oplever et kæmpe pres på deres mentale helbred. Region Syddanmark har lavet en statistik over mental sundhed blandt unge, 18-24 år, i de forskellige livssituationer man kan være i, som uddannelse, ledighed og arbejde. Her ses det at specielt kvinder er ramt af dårligt mentalt helbred og oplever oftere stress, angst symptomer, depressionssymptomer og frygt for ensomhed.

Disse tanker er specielt noget jeg møder, når jeg har klienter i klinikken. Som mange andre klinikker, så oplever jeg borgere fra mange forskellige sociale lag og jeg kan tydeligt se en tendens blandt visse lag og visse typer af mennesker, at de oplever angst, depression, ensomhed, udbrændthed. Det er nødvendigvis ikke personen som er på overførelsesindkomst, det kan lige såvel være personen som tjener 2 millioner+ om året. Persontypen og den kropslige problematik de kommer med, fortæller mig mere om dem end deres arbejdsmæssige baggrund.

Indenfor sundhedssektoren arbejder man med et begreb, eller rettere et område som hedder Psykosomatik. Det er et kæmpe område som rykker sig meget og da der er kommet mere fokus på mentale sygdomme og mental sundhed de sidste mange år, er nødvendigheden for at vide hvordan psyken påvirker kroppen (soma) virkelig et vigtigt værktøj.

Hvis man har ondt, så har man ONDT hvis livet virkelig føles hårdt og giver meget modstand. Omvendt kan en smerte være mere overkommeligt, hvis det eneste der fucker lige nu er smerten.
I mange tilfælde har de her mentale tilstande, virkelige fysiske symptomer.

Hvad kan man gøre?

Vel og mærke, så er jeg fysioterapeut og arbejder indenfor en bestemt gren af sundhedsvæsenet. Jeg er ikke i stand til at give behandlinger for psykiske tilstande eller lidelser. Derfor er disse forslag, kun det – forslag.

Men der er flere tiltag man kan gøre. Nok den vigtigste er at få snakket med egen læge og få en henvisning enten til psykolog eller psykiater. Alt efter om der vurderes at medicinering er en nødvendighed.

Når man så er kommet ind og snakke med en fagprofessionel, så vil næste skridt, som individ, at begynde at se på forsiden af medaljen. Så godt som du nu kan.
Mærker du ensomhed, så vil et godt initiativ være at finde grupper som har til formål at bekæmpe ensomhed. Kommunale tilbud, Facebookgrupper, tag fat i sit netværk, selvom det kan være skræmmende.

Angst

Angst, som jeg forstår det og ser det, er frygten for det som kan ske, men ikke er sket. Man antager en masse scenarier i sit hoved om hvad der måske kommer til at ske og ofte worst-case scenario. Dette billede illustrere meget fint hvordan det er at angst kan, måske, reguleres. Hvad er i din kontrol? Du kan styre dine reaktioner, på omverden. Forsiden af medaljen er at være bevidst om worst-case, men at fokusere på best-case.

Stress

Stress kan være over mange ting. Igen vil en psykolog/psykiater hjælpe, kommunerne har også en masse tilbud. Vi mærker alle kortvarige stressperioder, f.eks. en deadline, men forskellen på dem som oplever at blive diagnosticeret med stress og dem som oplever kortvarige stressperioder er at stressen forsvinder ikke igen ved dem som er diagnosticeret. Nervesystemet er i overload og man har kortisol i store mængder i kroppen. Kroppens stresshormon. Man sover måske ikke godt, man overtænker og man har en indre uro. Ved at trække sig fra det miljø der stresser en er gavnligt. Hvis det er dit arbejde så vil det bedste være at snakke med sin leder eller chef om at få nedsat tid.

Motion er gavnligt for mange ting, heriblandt stress. At få fokus på sine hobbier, de ting som giver glæde vil være forsiden af medaljen.

Depression

Depression. En af de store. Depression er en tilstand af generaliseret nedtrykthed og det at føle sig ked. Tilstanden skal være forekommende i mere end 2 uger i stræk. Rigtig mange vil opleve depression i deres liv af kortere perioder og mindre grad, men for mange er medicinering, terapi og kommunale/regionale tiltag nødvendigt. Igen vil motion, gøre brug af netværk eller få snakket ud med sine nærmeste være forsiden af medaljen. Depression, som bliver kronisk, mindsker din optagelse af dopamin og serotonin i hjernen – altså 2/4 af glædes hormonerne.

Næste skridt

Mærker du nogle af tegnene på udbrændthed, stress, angst eller depression, så er det vigtigste at tage fat i en fagprofessionel. Din læge, en psykolog eller tag fat i dit netværk.
Du er det vigtigste i din verden. Det nytter ikke noget at presse sig selv derud, hvor man ikke kan finde hoved og hale på noget som helst.

I alt for mange henseender, specielt indenfor sundhedsfaglige fag, oplever man træthed. Omsorgstræthed for sine patienter, træthed overfor sit arbejde, kollegaer, familie, venner og hobbier. Det første signal på at man er ude hvor man ikke kan bunde.

Du har et ansvar og det er overfor dig selv. Uden dig, kan det du går og laver i dit liv ikke fungere.

Lidt links:

https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning

https://sind.dk/

The FatPhysio