Det er Januar – New year, new me! Så lad os tage snakken.  I en verden, hvor sociale medier er den nye norm og den “perfekte illusion” stadig driver markedet, er der så plads til ikke at være “perfekt”?

Mandag d. 19 Januar 2026 og jeg har lige redigeret en video som skal op på TikTok, Instagram, Facebook, ja nærmest også Linkedin en af de næstkommende dage og det eneste jeg kan se er at jeg er tyk. 

Selvom jeg altid har været tyk, så kommer det mig som et chok, hver gang jeg ser en video af mig. Normalt er jeg meget selvsikker i min gøren og laden, men at se noget på video er anderledes end at se det i et spejl – i hvert fald for mig og nok også en del andre mennesker på denne klode. 

Som skrevet i et tidligere blogindlæg, så arbejder jeg i et felt som er MEGET sportsorienteret og man skal indenfor en given ramme, ligne alle andre. Det at være tyk, gør at man mister lidt troværdigheden når man gerne vil arbejde med sportsskader, personlig træning og give råd til træning online. Fordi hvordan kan jeg tillade mig at give råd og vejledning, når jeg se ud som jeg ser ud – practice what you preach! Det gør jeg også, jeg arbejder bare med 2x mandsvægt på, så det kan ikke ses på samme måde.

Jeg tror desværre at mange oplever at være på kur eller livsstilsændring, for at der så altid er en eller anden kollega, forældre, ven/veninde eller komplet fremmed som skal kommentere det. Hvis du er på nul-sukker for en periode og en dag tager du et stykke kage eller noget andet sødt i kantinen på arbejde, kan du være sikker på at inden du nærmest har sat dig ned, hører du på tværs af kantinen “Jeg troede du var på nul-sukker” eller “Var du ikke på kur?”. Eller måske har man hørt denne “Wow, du ser smuk ud efter at have tabt dig” – Tak, men jeg var aldrig grim, bare lidt tyk.

Det sætter sig som små frø i sindet og kan/vil spire til uhensigtsmæssige tanker og adfærdsmønstre. Jeg er helt for at man gerne vil ændre noget – jeg har selv haft 6 mdr. uden sukker (Slik, kage, chips, is etc.) og det hjalp mig på nogle områder som ikke var fysisk. Men det fysiske element var det jeg fokuserede på – HVORFOR tabte jeg mig ikke de fucking 20 kg, nu havde jeg cuttet sukkeret og begyndt at gå mere…. HVORFOR?? Tja, måske fordi mit kalorieindtag bare holdt niveauet, selv uden sukker. Problemet var, for mig som så mange andre, at hvis mit udseende ikke var i orden så var jeg ikke i orden. Det er her at de sociale medier bliver en fandens karl at danse med. 

Ad flere omgange har jeg opgivet både Facebook og instagram, fordi jeg følte at det var negativt, man sammenlignede sig med andres “perfekte illusion” og det var svært at være i. Specielt når man ikke har et sind, en krop eller måske en personlighed som lige rammer “normen”- hvad end “normen” så er.  Men at vende ryggen til alt det her, gør at man isolere sig fra alt – i hvert fald i disse dage, hvor det er integreret i vores sociale adfærd at være på de sociale medier. 

Hvis du bruger instagram eller TikTok, så er hvert 4. eller 5. video/reel en eller anden fitnessinfluencer, som lige skal have t-shirten af, så man kan se 6-packen eller vender røven til, så man kan se den store røv vedkommende har arbejdet på og ofte på videoer der omhandler alt andet end de områder de viser frem. Jeg forstår godt at det sælger. Sex har altid solgt og drivkraften i mange fitnessinfluencer ting er seksuel tiltrækningskraft, fremfor sundhed og det er her, det nok bliver skævvreden for mange. Fordi er man kun sund, hvis man ligner dem?

Hvem vil ikke gerne kunne tiltrække andre til sig i form af sit udseende eller være en strandløve eller beachbimbo til sommer? Selvom kropsimage altid har været en ting, tidligere var det bare de traditionelle medier som styrede det, så har tilgangen til alt den info og content ud på nettet, fået det til at eksplodere sindssygt de sidste mange år. Se Australien som har vedtaget en lov om at folk under 16 år ikke må være på de sociale medier, simpelthen fordi de bliver eksponeret for elementer som de ikke er, udviklingsmæssige klar til at tage ind og reflektere over. Hvilket også gøre sig gældende for mange, voksne individer, som burde være færdigudviklet nok (Host host).

Her i min anden halvdel af trediverne, med lidt gråt i skægget, lidt gråt håret og med brillerne nede på næsen, kunne jeg måske godt sidde og sige som mange andre stædige danskere  

Men på den gode side har jeg måske 40 år tilbage og den måde jeg ser ud nu er ikke definitivt. Der er et eller andet ved at bare sige “Jeg ser ud, som jeg ser ud”, der virker så opgivende.

Det jeg har oplevet, både i mit privatliv og i mit professionelle liv, er at det at tage sit image seriøst er en ekstremt ressourcekrævende ting – der er et fysisk element, der er et mentalt element men der er også et ideologisk element der spiller ind. Så jeg forstår godt at man kan have den holdning til det og bevares mange siger det også med en tone af selvsikkerhed og selvtillid og det er fedt, men mange jeg har snakket med, gennem de sidste mange år, har haft en opgivende tone og har haft det hårdt med et eller andet, som ikke nødvendigvis omhandlede kropsimage. For dem er det nemmeste at gemme sig væk, doom-scrolle, se på alle de “Perfekte” kroppe og grave sig dybere ned.

Kropsimage har alle dage været en svær ting at arbejde med. Hvis man ser i den ekstreme ende kan man f.eks. udvikle Body Dysmorphic Disorder* eller udvikle spiseforstyrrelser i den ene eller anden grad, men kropsimage kan være en ekstremt positiv ting, som negativt. Selvtillid og selvsikkerhed er attraktivt for mange og man kan sagtens både mangle legemer, være overvægtig, være funktionsnedsat osv. og stadig være ekstremt tilpas i sin krop, uden at en eller anden BBL-tøs fra instagram skal sige andet. Og nej, jeg shamer ikke fitnessinfluencerne eller dem som laver kosmetiske forandringer, jeg siger bare at hvordan du vælger at se ud og hvordan du vælger at leve dit liv burde være en af de rettigheder, du som menneske har, uden et negativt kommentarspor fra Facebook.

Dan, The FatPhysio

https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/body-dysmorphic-disorder-bdd