Denne blog er egentlig bare en masse tanker om det at være en del af et sundhedssystem, når man selv er i en demografi som burde være på patientsiden fremfor behandlersiden. Eller rettere, jeg er tyk/overvægtig/ekstra fluffy og er fysioterapeut.

---

Men hvorfor være fysioterapeut?

Ganske simpelt svar – fordi det er det jeg gerne vil arbejde med. 

Efter at have fundet min vej igennem systemet, som så mange andre, begyndte min interesse for bevægelse og genoptræning at krybe ind. Jeg har altid været aktiv, altid. Selv som en stor dreng, så dyrkede jeg håndbold, bordtennis, badminton og tennis. Jeg har altid vidst at min vægt var et problem for “hurtigheden”, noget de lidt mindre spillere bestemt ikke havde problem med. Jeg gik i skole med en som var lav for vores alder, men at se ham spurte var som at se “Tom og Jerry”, når deres ben er i den der røgsky. Han var satme hurtigt.

Jeg har altid haft en forkærlighed for ketchersport og badminton var bare det som gjorde skolen mere tolerabel. Men når man nu har 20 kg for meget på sig, så skal man fandeme holde sig til for at kunne konkurrere blandt toppen og det gjorde jeg. Alt hvad jeg kunne træne, gjorde jeg. Slagteknik, benarbejde, taktikker, serveteknikker – alt. Jeg elskede double og mix-double. Så skulle jeg jo ikke løbe for meget rundt, da vi var 2 på banen. Og her kom jeg til rette, men som man blev ældre så steg kiloene. 

Jo jo, gennem min træning var der røget en del muskelmasse på. Det er lidt hemmeligheden for tykke mennesker. Vi bærer på mere og laver “naturligt” styrketræning bare ved bevægelse og derfor er benmuskulaturen, som regel, noget stærkere end hvad det ser ud til. Men tilbage til historien – der røg desværre også en masse fedt på. Hvad fanden skal man gøre, jeg var teenager og klassisk uden lige.

Men med vægtøgning kom skaderne også, først en forstuvet ankel og så den anden. På 10-12 år løb det op til 13-14 forstuvninger på hver ankel og det blev bestemt ikke bedre for hver gang. Men i alle de skader blev jeg meget nysgerrig på fysioterapi. Det blev aldrig rigtig omtalt når jeg kom til skade – det var bare is på og et par krykker og ud på banen igen efter 4 uger, og så skete samme resultat igen. 

Så da jeg startede i gymnasiet var jeg klar over at jeg gerne vil hjælpe folk med skader og fysioterapi var vejen frem. Her var jeg tætved 100 kg og var nok på den anden side af de 100 kg, da jeg var færdig med gymnasiet. Men det slog mig aldrig ud, jeg blev ved med at spille badminton og holdt ved drømmen og ved fysioterapeut-titlen når jeg var “voksen”. 

Men livet rammer og da jeg ikke kunne komme ind på fysioterapi-skolen i første omgang, blev jeg fortvivlet og tog ind på en åben uddannelse på universitet og fik da også en bachelor i ingeniørfeltet velfærdsteknologi. Jeg ville jo gerne hjælpe folket, men hvis ikke som fysioterapeut, så kunne jeg som ingeniør designe teknologi til at lette hverdagen for folk. Men AK, jeg og en anden person var de to første i landet med en bachelor i det og når man mister interessen for at tage en kandidatgrad inden for feltet – fordi den ikke var etableret ordentlig endnu, så ved man ikke hvad man er eller kan og det vidste arbejdsmarkedet heller ikke. Så nogle år på dagpenge, og så prøvede jeg for sjov at søge ind som fysioterapeut på University College Lillebælt, som det hed inden sammensmeltningen med erhvervsakademiet. Da jeg så fik et, “JA! Du er optaget” blev jeg paf og glad. Drømmen kunne komme til live igen. 

Starten på mit liv som fysioterapeut

Det var tydeligt for mig at alt det som jeg oplevede i sportens verden, med at være den store dreng, skulle virkelig synliggøres på fysioterapistudiet. Alle mine nye medstuderende var enten gymnaster, styrkeløftere, fodboldfolk eller generelt fitnessfolk og jeg tror måske at jeg var 30 kg tungere end den største af styrkeløfterne i klassen. Mit var bare fedt og ikke muskelmasse – Masser af god isolering til vinteren. Alle undervisere, var mere eller mindre “fit-people”, hvilket virkelig skævvred mit syn på feltet. Vi bliver undervist i at vi skal acceptere alle og forstå at kroppe er forskellige, men her på studiet var det “copy-paste” af hinanden i kontekst af kropstype. Jeg var egentlig den eneste tykke mand her.

Men alle var søde og rare, vi kunne godt med hinanden og det var egentlig meget lærerigt at se hvordan min krop var anderledes til styrkeløfteren. Så på undervisningsniveau var alt super, bare lidt skævvredet. 

DET SKULLE VÆLTE NÅR JEG KOM I PRAKTIK!

I en af mine første praktikker, var jeg i et genoptræningscenter som varetager sig alle som kommer fra sygehusene i mit område. Masser af fysioterapeuter, ergoterapeuter (Første gang jeg skulle opleve hvad sådan lavede) og diætister. Min kliniske vejleder, som også var en “fit-person”, havde lidt et sjovt syn på hvad en fysioterapeut er. Sjov i forhold til hvad jeg mener. Efter et par dage, stod jeg for at opvarme et hold med hjertepatienter, og lige inden jeg starter og mens patienterne er i rummet, siger min vejleder at jeg skal være motiverende i min tale, fordi jeg ikke udviser motivation og gestikulere til hele min krop. 

Dette er første gang, i hele mit liv faktisk, at jeg er blevet dømt på baggrund af min krop. Ganske ubehagelig oplevelse og dybt uprofessionelt af vejlederen.   

Som person er jeg meget rolig og meget velovervejet, men jeg giver den satme gas når jeg skal og derfor rammer det bare ekstra hårdt, når man bliver anset for at være demotiverende, fordi man er på den fluffy-side af spektret. 

På daværende tidspunkt var jeg ikke klar over hvad jeg skulle gøre af mig selv. Praktikken afsluttes efter et par uger og jeg starter tilbage på mit trygge studie, men situationen summer i mit hoved. Tilbage på skolen, gennemgår jeg det her med at være overvægtig som sundhedsfaglig person. Jeg har jo set mange læger, sygeplejersker, radiografer osv. som var overvægtige, så jeg har aldrig tænkt over det. Men jeg fandt så en artikel eller bacheloropgave. Jeg kan ikke helt huske om det var det ene eller andet, men det omhandlede lige netop denne interkollegiale fordømmelse, der kan være mod tykke sundhedsfaglige personer og på det tidspunkt var artiklen kun 3-4 år gammel. 

Men kort fortalt var det et interviewbaseret skriv, som omhandlede at der var en form for modstand imod tykke fysioterapeuter kollegaer imellem. Fordi der er nogle fysioterapeuter som mener, at man som behandler skal stræbe efter at have en krop, som ligner det billede man gerne vil fortælle sine patienter. Så hvis der var en tyk kollega ville de først snakke med vedkommende, hvis og når vedkommende var “normalvægtig”. FULDSTÆNDIG SINDSSYG TANKEGANG!

Med det i baghovedet fortsatte jeg min færd i studiet og på mit 3. praktikophold oplevede jeg samme problematik, bare mere subtilt end første gang jeg blev udsat for det. Her var jeg en del af et hold af studerende – en medstuderende fra samme årgang, jeg selv og 2 studerende fra årgangen under. De 3 var alle “Fit-people” og jeg var stadig den tykke. Men de påvirkede mig ikke og de respekterede mig så der var ikke noget. Men klinikejeren havde svært ved at være i rum med mig og var meget gestikulerende og ytrede sig på måder, som gjorde det svært at overse at han foragtede tykke fysioterapeuter. 

Da jeg så endelig, efter 3.5 år, blev fysioterapeut og skulle starte på arbejdsmarkedet, så mødte jeg lige ind i COVID-muren og folk var bange for at ansætte fysioterapeuter. Jeg har altid ville være privatpraktiserende, og det var bare svært at få ansættelse. Da jeg så endelig landede et job, var jeg naturligvis nervøs for om jeg skulle møde samme fordømmelse. På det tidspunkt vejede jeg 150 kg og var godt klar over at jeg var væsentlig større end mange andre. 

For lige at gå tilbage til min tid som badminton/tennis spiller. Jeg har aldrig ladet min vægt påvirke min gang eller andet. Desværre har mange overvægtige den der klassiske “Fedme-vralten” som jeg vil kalde det, men det har jeg ikke. 

Derudover har jeg også altid styrketrænet ved siden af og har gjort det igennem hele mit liv faktisk, selve fedtet har bare isoleret mere end musklerne. 

Derfor da jeg startede på mit job, kunne man ikke se at jeg vejede det jeg gjorde, men jeg var stadig meget meget stor. Heldigvis var mit arbejdssted et dejligt og imødekommende sted. Klinikejeren en flink mand, lidt ældre end jeg, men vi fandt mega godt ud af det med hinanden og kollegaerne havde intet problem i min kropsbygning – YES!!! 

Hvad så med klienterne?

Nu kan jeg ikke fortælle hvor mange klienter jeg har set gennem årene, men jeg har heldigvis ikke oplevet slemme ting med dem. 

To gang har klienter haft det svært ved at have en tyk fysioterapeut. Jeg husker en bestemt klient, som havde et problem med det, men vedkommende var ikke slank selv. Jeg havde lige fået klienten til en enkelt træning, da dennes faste fysioterapeut var syg den dag, men han havde advaret mig om klientens holdninger – så alt var forberedt i mit hoved. Men klienten mente bestemt ikke at man som tyk person kunne stå og fortælle andre om træning. Hvorefter at jeg satte klienten igennem dennes livs hårdeste træning, vel og mærke med mig lige ved siden af og lave det samme. Klienten var den sidste på dagen, så jeg tænkte jeg træner satme bare med. Vedkommende måtte lige sidde 5-10 minutter og trække vejret, mens jeg bare fortsatte med oprydning og journalisering. 

Næste gang jeg så vedkommende, fik jeg en proper undskyldning for det som blev sagt. Nogle gange skal man ikke overbevise folk, man skal bare lade dem gennemleve det man kommer med. 

Den anden klient jeg oplevede det med, var en person som overhovedet ikke ville være i nærheden af tykke personer. Så vedkommende så mig og gik direkte ud af kliniklokalet og blev prompte afvist ved skrænken. Ikke fordi vedkommende blev nægtet behandling, men vedkommende var generelt grov overfor flere af mine kollegaer og andre klienter, hvilket gjorde at vi måtte for vores sikkerhedsskyld og de andre klienters sikkerhed, vise vedkommende døren. 

Hvad så nu?

Jamen jeg er stadig tyk. Det er derfor bloggen hedder The FatPhysio, men jeg træner min krop, bliver tjekket hvert år ved lægen og alles gut indtil videre. Jeg er stadig i 150 kg klassen, men er ved at forme det mere med muskelmasse end fedt. Dog er der stadig masser af god vinterisolering. 

Jeg er stadig aktiv fysioterapeut og aktiv som privatperson. Jeg elsker stadig mit felt og jeg elsker at være sammen med mennesker. Men jeg har lært meget af at være tyk blandt folk, som har svært ved at være i rum med tykke folk. 

Det vigtigste er at følge sin interesse og nysgerrighed. Jeg valgt fysioterapi fordi jeg selv altid blev skadet, ikke fordi jeg ville være slank og muskuløs. Jeg har stadig fået alt det jeg ville – kone, børn, karriere og nu prøver jeg selvstændigt. Så selvom man er tyk, kan man altså godt.