Følelsen af at rende rundt i cirkler og ikke komme nogen vegne er en følelse mange kender. Jeg kender den kun for godt. Man brænder lyset i begge ender og bliver til sidst nødt til at vælge – mig selv eller det som presser mig

Kom med på rejsen

Jeg er har været sammen med min kone i snart 15 år, gift i snart 12. Vi har to børn og en gammel hund. Vi har begge været igennem manegen et par gange eller 3 i vores liv. Vi har et godt liv sammen og vil gerne udforske livet sammen i den tid vi nu har sammen.

Hun kommer fra en baggrund hvor stress og manipulation i familien var dagligdagen, jeg kommer fra en baggrund hvor depression og overtænkning var dagligdag og vi prøver at få en form for verden til at fungere for os, hvor vi anerkender hver vores bagage.

Uanfægtet hvor man er i livet, om man er i nogenlunde samme situation som jeg eller om man kører solo, måske er man et knap så heldigt sted eller måske kører alt bare for en, så har man gennemgået en masse forskellige ting for at komme fra et punkt til det her punkt.

Jeg er 37 år gammel. Den, lad os sige yngste fremfor mindste, i min søskendeflok. Mine søskende er 10 år+ ældre end jeg og i mange år har det skabt forvirring i mit syn på hvordan mit “voksne” liv burde være. Jeg kunne se at mine forældre var, og stadig er, stolte af mine søskende for at opnå det de har opnået og jeg tror ikke at jeg følte at de var stolte af mig – Så lille Dan tænkte, vær som dine søskende og så er alt godt.

10 år+ gør meget. Mine søskende er fra en helt anden generation end jeg og den opdragelse de fik fra mine forældre var fuldstændig anderledes, end den jeg fik.

Det skal understreges at mine forældre og mine søskende aldrig har presset mig til at skulle gøre noget som helst. Alt er sket gennem min egen opfattelse af verden

For nogle måneder siden havde jeg en samtale med min storebror om lige netop det og det slog mig da han beskrev hans opvækst versus min. Han kunne godt se at vores søster og ham begge er opdraget mere selvstændigt og var mindre beskyttet end jeg var, på den måde at de havde mere frihed til at lade verden undervise dem.

De er opdraget i slut 70’erne og i 80’erne og da jeg kom til og rent faktisk var mere end en gulvklud, så var de begge i gymnasiet og nogle unge voksne. Da jeg var barn i 90’erne var de teenagere og i 90’erne begyndte der at komme en form for revolution i børneopdragelsen. Millennials, som min generation hedder, blev prøveklude for mange typer af mere følelsesbetonet opdragelsesmetoder – Curlingforældre, Helikopterforældre, “man må ikke sige nej” og sikkert en masse andet.

Vores situation i hjemmet skiftede også, hvor min far var mere hjemme end ude. Han var i militæret og var tit på øvelser og uddannelse da mine søskende var små, hvor han fik mere stationær arbejde da jeg kom til verden. Så min situation er helt anderledes end den var for mine søskende.
Det slog mig først da jeg havde den samtale med min storebror

Men selvom jeg har haft en god barndom. Jeg gik til sport og musik og mine forældre støttede op om det, så mærkede jeg stadig det her med at skulle præstere akademisk, som mine søskende. Problemet er bare at jeg har altid været hurtig til at blive “skoletræt”. Jeg troede egentlig at jeg bare var doven og da jeg blev teenager kunne jeg næsten ikke fokusere på andet end det som var sjovt. Normalt for en teenager ja, men jeg synes det var ekstraordinært for mig.

Jeg elskede skolen, lige indtil 7. klasse, efter min konfirmation. Jeg blev mere “voksen” i min udvikling. Hvor andre blev mere udforskende for drukkultur, prøvede at få kærester og alt der høre til i teenagealderen, så var mit mål at blive som mine søskende. Teenage-Dan ville så gerne være som mine søskende og det endte med at brænde mig ud. Jeg kunne ikke få de karakter jeg burde og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg var så “dum”.

Det løb over i min gymnasietid, hvor jeg på mirakuløst vis kom nogenlunde igennem det, men igen skoletræt inden for 2 måneder. Så er 3 år laaaaaang tid.

Da jeg endte på universitetet i første omgang blev jeg igen træt efter 2-3 semestre, men gennemførte min første bachelor og det samme skete igen på fysioterapistudiet. Men hvorfor blev cyklussen ved?

Det som egentlig var problemet var at jeg var ved at udvikle en depression da jeg var 13-14 år (7.klasse), som desværre har fuldt mig siden og kun alt for sent blev opdaget. Yay – diagnoseret med Chronic smiling depression i en alder af 28 år – altså 14 år uden diagnose eller værktøjer.
Men i dag er jeg velbehandlet og ved hvilke værktøjer der virker for mig og jeg har en partner som virkelig forstår at se tegnene på mig, når det er ved at gå den gale vej og hjælpe mig.

Jeg har aldrig haft problemer med at arbejde indenfor sundhedssektoren på trods af min tilstand.

Jeg lod mig falde i en fælde af ikke at kommunikere med mit netværk – mine forældre i det første lange stykke tid og derefter min partner, jeg satte en bar så højt og urealistisk at jeg kun ville fejle og jeg slog mig selv ned når jeg ikke præstede. Det er så indgroet i mit væsen, at selv den dag i dag er jeg sådan.

Min nervesystem kunne ikke håndtere det pres jeg satte mig selv under og det gik så i baglås. Jeg var træt hele dagen på trods af nok søvn, jeg var apatisk overfor ting som jeg elskede, jeg lærte mig selv at smile i sociale omstændigheder selvom det eneste der var, var smerte.

Jeg kunne se hvad der ville være en god vej for mig, men valgte aktivt at gå en anden vej, væk fra det som ville gøre mig godt. Det eneste fokuspunkt var at opnå det samme som mine søskende, fordi så var jeg god nok.

Hvorfor fortæller jeg alt det her?

Fordi der er mange, som mig, der hvert år føler sig udbrændt, går ned med stress, bliver depressive eller oplever et kæmpe pres på deres mentale helbred. Region Syddanmark har lavet en statistik over mental sundhed blandt unge, 18-24 år, i de forskellige livssituationer man kan være i, som uddannelse, ledighed og arbejde. Her ses det at specielt kvinder er ramt af dårligt mentalt helbred og oplever oftere stress, angst symptomer, depressionssymptomer og frygt for ensomhed.

Disse tanker er specielt noget jeg møder, når jeg har klienter i klinikken. Som mange andre klinikker, så oplever jeg borgere fra mange forskellige sociale lag og jeg kan tydeligt se en tendens blandt visse lag og visse typer af mennesker, at de oplever angst, depression, ensomhed, udbrændthed. Det er nødvendigvis ikke personen som er på overførelsesindkomst, det kan lige såvel være personen som tjener 2 millioner+ om året. Persontypen og den kropslige problematik de kommer med, fortæller mig mere om dem end deres arbejdsmæssige baggrund.

Indenfor sundhedssektoren arbejder man med et begreb, eller rettere et område som hedder Psykosomatik. Det er et kæmpe område som rykker sig meget og da der er kommet mere fokus på mentale sygdomme og mental sundhed de sidste mange år, er nødvendigheden for at vide hvordan psyken påvirker kroppen (soma) virkelig et vigtigt værktøj.

Hvis man har ondt, så har man ONDT hvis livet virkelig føles hårdt og giver meget modstand. Omvendt kan en smerte være mere overkommeligt, hvis det eneste der fucker lige nu er smerten.
I mange tilfælde har de her mentale tilstande, virkelige fysiske symptomer.

• Angst sætter sig i brystet og maven
• Stress i skuldrene og nakken
• Depression er en generel uro i kroppen som kan give arbitrære smerter

Hvad kan man gøre?

Vel og mærke, så er jeg fysioterapeut og arbejder indenfor en bestemt gren af sundhedsvæsenet. Jeg er ikke i stand til at give behandlinger for psykiske tilstande eller lidelser. Derfor er disse forslag, kun det – forslag.

Men der er flere tiltag man kan gøre. Nok den vigtigste er at få snakket med egen læge og få en henvisning enten til psykolog eller psykiater. Alt efter om der vurderes at medicinering er en nødvendighed.

Når man så er kommet ind og snakke med en fagprofessionel, så vil næste skridt, som individ, at begynde at se på forsiden af medaljen. Så godt som du nu kan.
Mærker du ensomhed, så vil et godt initiativ være at finde grupper som har til formål at bekæmpe ensomhed. Kommunale tilbud, Facebookgrupper, tag fat i sit netværk, selvom det kan være skræmmende.

Angst

Angst, som jeg forstår det og ser det, er frygten for det som kan ske, men ikke er sket. Man antager en masse scenarier i sit hoved om hvad der måske kommer til at ske og ofte worst-case scenario. Dette billede illustrere meget fint hvordan det er at angst kan, måske, reguleres. Hvad er i din kontrol? Du kan styre dine reaktioner, på omverden. Forsiden af medaljen er at være bevidst om worst-case, men at fokusere på best-case.

Stress

Stress kan være over mange ting. Igen vil en psykolog/psykiater hjælpe, kommunerne har også en masse tilbud. Vi mærker alle kortvarige stressperioder, f.eks. en deadline, men forskellen på dem som oplever at blive diagnosticeret med stress og dem som oplever kortvarige stressperioder er at stressen forsvinder ikke igen ved dem som er diagnosticeret. Nervesystemet er i overload og man har kortisol i store mængder i kroppen. Kroppens stresshormon. Man sover måske ikke godt, man overtænker og man har en indre uro. Ved at trække sig fra det miljø der stresser en er gavnligt. Hvis det er dit arbejde så vil det bedste være at snakke med sin leder eller chef om at få nedsat tid.

Motion er gavnligt for mange ting, heriblandt stress. At få fokus på sine hobbier, de ting som giver glæde vil være forsiden af medaljen.

Depression

Depression. En af de store. Depression er en tilstand af generaliseret nedtrykthed og det at føle sig ked. Tilstanden skal være forekommende i mere end 2 uger i stræk. Rigtig mange vil opleve depression i deres liv af kortere perioder og mindre grad, men for mange er medicinering, terapi og kommunale/regionale tiltag nødvendigt. Igen vil motion, gøre brug af netværk eller få snakket ud med sine nærmeste være forsiden af medaljen. Depression, som bliver kronisk, mindsker din optagelse af dopamin og serotonin i hjernen – altså 2/4 af glædes hormonerne.

Næste skridt

Mærker du nogle af tegnene på udbrændthed, stress, angst eller depression, så er det vigtigste at tage fat i en fagprofessionel. Din læge, en psykolog eller tag fat i dit netværk.
Du er det vigtigste i din verden. Det nytter ikke noget at presse sig selv derud, hvor man ikke kan finde hoved og hale på noget som helst.

I alt for mange henseender, specielt indenfor sundhedsfaglige fag, oplever man træthed. Omsorgstræthed for sine patienter, træthed overfor sit arbejde, kollegaer, familie, venner og hobbier. Det første signal på at man er ude hvor man ikke kan bunde.

Du har et ansvar og det er overfor dig selv. Uden dig, kan det du går og laver i dit liv ikke fungere.

Lidt links:

https://psykiatrifonden.dk/hjaelp-raadgivning

https://sind.dk/

The post Inden presset bliver for stort first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.

Jeg er det man vil kalde en millennial. Jeg er 37 år og har oplevet at vokse op med internettet og skiftet fra analog til digital.

Generationen før mig havde nogle individer som oplevede det samme, men mange havde allerede været igennem deres teenagealder og blev voksne før internettet og specielt sociale medier blev en ting. Generationerne efter mig vil altid have internettet og smartphones som en del af deres verden, men jeg kan stadig huske fastnettelefonen, VHS-Bånd, kassettebånd og alle disse gamle analoge ting.

Da jeg blev 13-14 år var Nokia, nok det mest trendy i telefoner. Alle havde en 3310 og den kunne personaliseres med diverse covers. Fedt!

For mig var sundhed, det som mine forældre fortalte. Vi har altid haft en flydende tilgang til kost, og her mener jeg ikke at alt skulle blendes, men at vi nogle gange spiste meget usundt og andre gange meget sundt.

Min motion kom i at jeg cyklede alle steder og dyrkede sport, men gik ikke op i at folk skulle se mig gøre det, jeg gjorde det bare. Min udvidede viden om sundhed kom fra skolen i lys af rådene fra sundhedsstyrelsen – Kostpyramiden, hvor mange minutter man skulle være aktiv – og så var jeg fast inventar hos vores sundhedsplejerske, fordi jeg var overvægtig.

Jeg var rimlig heldig med at jeg aldrig er blevet mobbet med min størrelse. Jeg kunne jo bevæge mig og kunne dyrke sport på højt plan, så folk var ikke i tvivl om at jeg kunne noget. Når man kommer fra en by hvor håndbold, fodbold og badminton er de 3 store, så gør det noget at man giver sig i en af de 3 sportsgrene.
Stadigvæk, alt var kun for mig selv og ikke for andre, fordi man var ikke på, som i dag. I dag har stort set alle har en smartphone og er koblet op på nettet. Vi har en digital version af os selv og for mange er det den de identificere sig med.

Online identitet – Positivt og Negativt

Sundhedsstyrelsen, har lavet en undersøgelse* som viser at unges færden på sociale medier, kan både være positivt, men også negativt. De yngre generationer, (Z og Alpha) bruger sociale medier, som de egentlig er tiltænkt – til at udvikle og udvide deres sociale kreds. Meeen og der er et stort men, de små ”thumbs up”, likes, hjerter og hvad man nu kan give, promovere en frigivelse af dopamin og serotonin i hjernen. Hormoner som er en del af ”Feel-good” hormonerne, sammen med oxytocin, som er meget afhængighedsskabende. For at få en dybere forståelse af hvordan sociale medier ”hacker” vores hjerner, kan det anbefales at se ”The Social Dilemma” på Netflix. Den fortæller hvordan sociale medier er designet til at fremkalde bestemte følelser hos brugerne.

Men effektivt vil det at være på hele tiden, udvikle FOMO – ”Fear of missing out”*, fordi man jager det næste høj og man vil ikke være udenfor ”klubben”. Det har jo nok altid har været der, det er bare ikke blevet beskrevet som et decideret fænomen.

Før internettet og de sociale medier, måtte man ringe til folk og lave aftaler, uden det var til offentlig skue. Så man var nok bare mere ”Nå, jamen sådan er det”. Man ser FOMO både i unge, men også i voksne individer. Det her med at være på hele tiden har gjort vores verden mere stresset.

Men hvor kommer sundheden så ind i det?

Sociale medier er fantastiske værktøjer for at kunne promovere sin virksomhed – jeg selv promovere heftigt på både Facebook, Instagram og TikTok.
Mit felt er inden for sundhedssektoren og derfor kæmper jeg om en plads på et marked der er OVERFYLDT med content fra fitnessinfluencers. Som FatPhysio, er jeg ikke der hvor at kroppen måske sælger sundhed og sund livsstil, det er i hvert fald meget paradoksalt at jeg, som mand med 1.5 X en mands kropsvægt, fortæller DIG at bevægelse og sund kost er vejen frem. Men her er det vigtige, jeg er uddannet og har erfaring indenfor området.

Problemet er at det overfyldte sundhedsmarked, ikke er reguleret. Det vil sige, der er meget lort derude, som promovere detoxkure, promovere forskellige spiseforstyrrelser (forklædt som andre termer), promovere negativ syn på kroppen – specielt overfor unge individer.

Et review* af Mazzeo et al, har dykket ned i mange af de undersøgelser der netop omhandler kropsimage, sundhed og mentalt helbred for unge, 10-30 år, når de færdes på sociale medier.

De dækker mange perspektiver, heriblandt brugen af filtre til at redigere billeder/videoer, hvordan kultur promovere negativ kropsimage, hvordan “kropspositivisme bevægelsen” har påvirket de unge og mange andre aspekter.

Problemet med alle de studier de undersøger, er at de er meget fokuseret på unge kvinder, ikke så meget de unge mænd. Hvilket forfatterne selv belyser er en skævvridning.

De kommer ind på tiltag som lovmæssig regulering for brugen af sociale medier, undervisning i kropspositivisme, brætspil som åbner op for snakken om brugen af sociale medier og accept af krop og sundhed.

Det korte af det lange er at der er ikke rigtig nogle tiltag der virker i det lange løb. Mange af tiltagene har en initial positiv effekt – de unge mærker forøget selvværd, mindre mobning og er mere accepterende overfor deres kroppe og sundhed, men jo længere tid der går desto mere ser man en regression. De unge får svære ved at være kritiske overfor det de ser på de sociale medier og svære ved at opleve et forøget velvære og accept af egen krop.

Det her er mit take på “Kropsaktivisme” og dens påvirkning af samfundet
Hvis man tager “Kropspositivisme”, som Mazzeo el al selv snakker om i deres artikel, så har det en afstamning fra 1960’ernes feminisme, som på trods af gode hensigter, desværre igen er blevet skævvreden. Drevet af sociale medier og analoge medier, har der er i de senere årtier, kommet denne her “Fat-Acceptance” gruppe op, hvilket jeg personligt ikke har noget i mod. Vi vil alle gerne accepteres for hvem vi er, men for mig ryger den af sporet, fordi der er så mange ting ved at være overvægtig der kan være farligt, men bliver negligeret af dem som har dette synspunkt. Jeg kommer ind på det psykologiske fænomen bag dette, længere nede i indlægget.
Men der er følgesygdomme som diabetes, der kan være hjertekarproblematikker, søvnapnø, forøget sandsynlighed for blodpropper, der er øget vægtpåvirkning på led og en masse andet.
Derudover, så har det, at sociale medier har skubbet de forkerte aspekter af “Kropspositivisme” og “Fat-acceptance” frem, lagt et socialt pres på interaktionen blandt mænd og kvinder, hvor mænd skal acceptere og lyste efter alle kvinder, men kvinder må gerne sortere mænd fra. Det er med til at skabe endnu større uligevægt i samfundet, som i sidste ende kan spiraliserer mænd ned i et sort hul og kvinder ned i et sort hul.

Men hvad faen sker der?

Grunden til dette, er at sociale medier bruger algoritmer, altså programmering, til at opspore hvad, lige præcis du, kan lide at se på og så linker den dig videre til noget der minder om det. Værende positivt eller negativt.

Så hvis en ung kvinde har siddet og kigget på et billede af en fitnessinfluencer med en kæmpe røv, minimalt tøj på og flexer sin krop på instagram, så kan det næste hun ser være en reklame for detoxkurer. Noget som overhovedet ikke burde findes i denne verden. Men algoritmerne skaber disse opstillede krav til de unge og den hypotetiske unge kvinde vil nok ikke tænke ”jeg er smuk og dejlig”, når hun bliver mødt med ovenstående kombination.

Grundet noget meget kompleks lovgivning, kan de sociale medier ikke stilles til regnskab for at deres algoritmer opspore og udnytter sårbare individer.

En lille røffel til artiklen fra Mazzeo et al, er at mange af disse undersøgelser de skriver om, er baseret på hvide kvinder i alderen 15-30 år og der er mangel på diversitet i studierne, for at kunne beskrive den generelle effekt af kropsimage og sundhedsideologi blandt unge.

Hvad er min pointe så?

Jamen, min pointe er at vi lever i en tid, hvor det er svært at finde ud af hvad er korrekt og ikke korrekt. Jeg kan sagtens sidde med min hat på, hvor der står #stoltfys og tænke alt hvad jeg ved og har lært er belyst i videnskaben og derfor har jeg og mine kollegaer ret.
Men sådan fungere det ikke.

Der er et psykologisk fænomen, som vi alle har mødt eller vil møde på et tidspunkt i vores liv. Enten i samspil med andre eller måske i os selv – ”The Boomerang Effect”*. Princippet hedder også ”the backfire-effect” og går ud på at man vil opsøge det man selv mener er korrekt.

F.eks. hvis man tager det nuværende politiske klima i USA, så vil en ekstrem Trump støtter, sige at han gør alt rigtigt for USA og verden, mens en modstander kan pointere alt der er gået galt med synlige beviser – Det er de synlige beviser der får effekten frem. Trump-støtteren vil afvise blankt og blive mere fastforankret i ideologien om at Trump er nummer 1. Det sker fordi dennes verdensbillede bliver forstyrret og vi som mennesker kan ikke lide at verdensbilleder forstyrres.

Det er lidt som at sige ”Lige børn leger bedst”. Vi identificere os med det verdensbillede vi har skabt, værende positivt eller negativt.

Hvis man så opsøger ”Sundhed” på sociale medier og man ryger ned i den kæmpe pøl af misinformation, så kan man hurtigt komme til at få forankret et verdensbillede der kan gøre en syg, fremfor at få ordentlig, videnskabeligt begrundede synspunkter og råd.

Sundhed er mange ting, men de sociale medier har gjort sundhed til noget ugenkendeligt og måske endda taget ”sundhed” som begreb og gjort det til noget ondt?

Personligt vil jeg mene at jeg er ”sund”, på trods af min vægt. Jeg har værktøjer til mit mentale helbred, jeg spiser varieret og spiser efter den type af træning jeg dyrker, jeg er aktiv hver dag og jeg har et godt bagland. Sundhed er ikke kun et udseende, sundhed er en tilstand. Min vægt påvirker mig i mange sammenhænge og det er både positivt og negativt, men hvis jeg kun så på min krop som et ideal for sundhed, så vil min verden hurtigt blive negativt.

Så jeg har sympati og en masse empati for de unge mennesker (Af alle aldre), som desværre falder i den fælde af, at sundhed er kun det som de ser på skærmen. Sundhed er så meget mere end det og ved at komme ud og opleve mangfoldigheden og se hvad man kan gøre, så vil man opleve at ”Sundhed” er en tilstand og ikke et resultat.

Dan

The FatPhysio

Links til referencer

https://www.sst.dk/nyheder/2023/sociale-medier-paavirker-unges-sociale-liv-og-trivsel-paa-godt-og-ondt

https://mentaltoverskud.dk/fomo-fear-of-missing-out

https://www.dovepress.com/article/download/94042

The post Sociale medier – Den nye sundhedsvej? first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.

Det er Januar – New year, new me! Så lad os tage snakken.  I en verden, hvor sociale medier er den nye norm og den “perfekte illusion” stadig driver markedet, er der så plads til ikke at være “perfekt”?

Mandag d. 19 Januar 2026 og jeg har lige redigeret en video som skal op på TikTok, Instagram, Facebook, ja nærmest også Linkedin en af de næstkommende dage og det eneste jeg kan se er at jeg er tyk. 

Selvom jeg altid har været tyk, så kommer det mig som et chok, hver gang jeg ser en video af mig. Normalt er jeg meget selvsikker i min gøren og laden, men at se noget på video er anderledes end at se det i et spejl – i hvert fald for mig og nok også en del andre mennesker på denne klode. 

Som skrevet i et tidligere blogindlæg, så arbejder jeg i et felt som er MEGET sportsorienteret og man skal indenfor en given ramme, ligne alle andre. Det at være tyk, gør at man mister lidt troværdigheden når man gerne vil arbejde med sportsskader, personlig træning og give råd til træning online. Fordi hvordan kan jeg tillade mig at give råd og vejledning, når jeg se ud som jeg ser ud – practice what you preach! Det gør jeg også, jeg arbejder bare med 2x mandsvægt på, så det kan ikke ses på samme måde.

Jeg tror desværre at mange oplever at være på kur eller livsstilsændring, for at der så altid er en eller anden kollega, forældre, ven/veninde eller komplet fremmed som skal kommentere det. Hvis du er på nul-sukker for en periode og en dag tager du et stykke kage eller noget andet sødt i kantinen på arbejde, kan du være sikker på at inden du nærmest har sat dig ned, hører du på tværs af kantinen “Jeg troede du var på nul-sukker” eller “Var du ikke på kur?”. Eller måske har man hørt denne “Wow, du ser smuk ud efter at have tabt dig” – Tak, men jeg var aldrig grim, bare lidt tyk.

Det sætter sig som små frø i sindet og kan/vil spire til uhensigtsmæssige tanker og adfærdsmønstre. Jeg er helt for at man gerne vil ændre noget – jeg har selv haft 6 mdr. uden sukker (Slik, kage, chips, is etc.) og det hjalp mig på nogle områder som ikke var fysisk. Men det fysiske element var det jeg fokuserede på – HVORFOR tabte jeg mig ikke de fucking 20 kg, nu havde jeg cuttet sukkeret og begyndt at gå mere…. HVORFOR?? Tja, måske fordi mit kalorieindtag bare holdt niveauet, selv uden sukker. Problemet var, for mig som så mange andre, at hvis mit udseende ikke var i orden så var jeg ikke i orden. Det er her at de sociale medier bliver en fandens karl at danse med. 

Ad flere omgange har jeg opgivet både Facebook og instagram, fordi jeg følte at det var negativt, man sammenlignede sig med andres “perfekte illusion” og det var svært at være i. Specielt når man ikke har et sind, en krop eller måske en personlighed som lige rammer “normen”- hvad end “normen” så er.  Men at vende ryggen til alt det her, gør at man isolere sig fra alt – i hvert fald i disse dage, hvor det er integreret i vores sociale adfærd at være på de sociale medier. 

Hvis du bruger instagram eller TikTok, så er hvert 4. eller 5. video/reel en eller anden fitnessinfluencer, som lige skal have t-shirten af, så man kan se 6-packen eller vender røven til, så man kan se den store røv vedkommende har arbejdet på og ofte på videoer der omhandler alt andet end de områder de viser frem. Jeg forstår godt at det sælger. Sex har altid solgt og drivkraften i mange fitnessinfluencer ting er seksuel tiltrækningskraft, fremfor sundhed og det er her, det nok bliver skævvreden for mange. Fordi er man kun sund, hvis man ligner dem?

Hvem vil ikke gerne kunne tiltrække andre til sig i form af sit udseende eller være en strandløve eller beachbimbo til sommer? Selvom kropsimage altid har været en ting, tidligere var det bare de traditionelle medier som styrede det, så har tilgangen til alt den info og content ud på nettet, fået det til at eksplodere sindssygt de sidste mange år. Se Australien som har vedtaget en lov om at folk under 16 år ikke må være på de sociale medier, simpelthen fordi de bliver eksponeret for elementer som de ikke er, udviklingsmæssige klar til at tage ind og reflektere over. Hvilket også gøre sig gældende for mange, voksne individer, som burde være færdigudviklet nok (Host host).

Her i min anden halvdel af trediverne, med lidt gråt i skægget, lidt gråt håret og med brillerne nede på næsen, kunne jeg måske godt sidde og sige som mange andre stædige danskere  

Men på den gode side har jeg måske 40 år tilbage og den måde jeg ser ud nu er ikke definitivt. Der er et eller andet ved at bare sige “Jeg ser ud, som jeg ser ud”, der virker så opgivende.

Det jeg har oplevet, både i mit privatliv og i mit professionelle liv, er at det at tage sit image seriøst er en ekstremt ressourcekrævende ting – der er et fysisk element, der er et mentalt element men der er også et ideologisk element der spiller ind. Så jeg forstår godt at man kan have den holdning til det og bevares mange siger det også med en tone af selvsikkerhed og selvtillid og det er fedt, men mange jeg har snakket med, gennem de sidste mange år, har haft en opgivende tone og har haft det hårdt med et eller andet, som ikke nødvendigvis omhandlede kropsimage. For dem er det nemmeste at gemme sig væk, doom-scrolle, se på alle de “Perfekte” kroppe og grave sig dybere ned.

Kropsimage har alle dage været en svær ting at arbejde med. Hvis man ser i den ekstreme ende kan man f.eks. udvikle Body Dysmorphic Disorder* eller udvikle spiseforstyrrelser i den ene eller anden grad, men kropsimage kan være en ekstremt positiv ting, som negativt. Selvtillid og selvsikkerhed er attraktivt for mange og man kan sagtens både mangle legemer, være overvægtig, være funktionsnedsat osv. og stadig være ekstremt tilpas i sin krop, uden at en eller anden BBL-tøs fra instagram skal sige andet. Og nej, jeg shamer ikke fitnessinfluencerne eller dem som laver kosmetiske forandringer, jeg siger bare at hvordan du vælger at se ud og hvordan du vælger at leve dit liv burde være en af de rettigheder, du som menneske har, uden et negativt kommentarspor fra Facebook.

Dan, The FatPhysio

https://psykiatrifonden.dk/diagnoser/body-dysmorphic-disorder-bdd

Dan

The FatPhysio

The post Kropsimage first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.

Vi kender alle til, om vi nu kan klare de udfordringer der er foran os, men mange af os betvivler i mindre eller større grad også vores tillærte kunnen og om vi nu kan tillade os at gøre brug af de kompetencer

Der har i de sidste mange år, ja måske flere årtier nu, været fokus på mentalt helbred som en del af den menneskelig oplevelse. Jeg selv døjer med lidt knas i mit mentalt helbred og kan til tider have svært ved at komme ud af sengen. Men dette kan man skrive mere om i et senere indlæg. Vi lever i et land som pryder sig af at være ydmyge når vi snakker om succeser, nederlag, generel attitude og den samfundsnorm vi har – Janteloven, jydeloven eller hvad du vil kalde den. “Du er ikke mere eller bedre end andre”. 

Jeg er enig i at vi, som mennesker er lige, men formuleringen fra janteloven formindsker desværre også vores egne succeser og for hvad? At andre kan føle sig bekvemt? 

I min tid, da jeg var til min sidste kliniske eksamen, kørte alt som det skulle. Censor var paf og kunne ikke få et ord indført, fordi jeg drev samtalen og mine eksaminatorer var stolte og det gik lige til tops. Da jeg kom ud med en fin karakter og en rigtig godt feedback, som var både informativt og konstruktivt var jeg helt oppe i skyerne – i 5 minutter. For da jeg kom ind til pauserummet hvor de andre fysioterapeuter og ergoterapeuter sad spændte og ventede, blev jeg mødt af en person som sagde “Flot, men du kan ikke bruge dit resultat ude i verden”. Jeg havde aldrig, hverken på min ingeniøruddannelse eller på fysioterapiuddannelsen oplevet at få topkarakter før, men fordi hun ikke kunne være i det, skulle jeg rages ned af min sky. 5 minutter i himlen og direkte ned. 

Grunden til at jeg fortæller dette er ikke for at hetze eller fordømme vedkommende, men fordi det er noget vi alle mere eller mindre vil opleve. Værende om det handler om at få topkarakter, at bage en fantastisk kage, at løbe et marathon eller noget fjerde. Vi må som personer ikke få lov at nyde for andre. 

Nu er jeg en person som godt kan lide at lave ting med hænderne, udover fysioterapi. Jeg spiller guitar og klaver, jeg laver ting i træ og læder og jeg prøver også at hækle (Because I’m a MAAAAN!!!). Derfor opsøger jeg andre på nettet, som gør mange af de samme ting for at få inspiration. Det kan være på instagram, Reddit eller TikTok og noget jeg ser 9 ud af 10 gange er faktisk denne mentalitet med “Jeg er ikke bedre end andre” og “Der er ingen som vil købe det her af mig”. Jeg mærker det selv i mit erhverv og jeg mærker det i mine fritidsinteresser. Selv efter snart 20 år med at spille guitar tager jeg mig selv i at tænke “Fuck jeg er dårlig” eller “Jeg kan umuligt det her” og så lader jeg guitaren få støv for så at gentage cyklussen.

Hvor kommer imposter-syndrommet så ind i alt det her? 

Forestil dig at du har lavet en opgave til studiet, som du skal præsentere. Du har siddet og skrevet den sammen med en studiegruppe, hvor I hver især har jeres opgaver, som skal fremlægges, men du bruger måske nogle fælles noter til at få din opgave til at stå skarpt. Du præsentere opgaven, får feedback og du tænker “det gik fandeme godt”, for så efter 5 minutter at tænke “Men jeg brugte jo også de noter som Frederik skrev, så jeg må hellere takke ham” eller “jeg sad og diskuterede dette med Camilla, og ville ikke komme frem til min konklusion uden hendes hjælp”. Du formindsker din egen fantastiske præsentation, fordi andre aktører har været i din periferi. Du begynder måske at tvivle på om du overhovedet har fortjent den ros og feedback, fordi du begynder at føle du ikke har kunne lave arbejdet uden hjælp. 

Hvis du ligesom jeg kan nikke genkendende til den følelse i et eller andet omfang – tillykke, du har oplevet Imposter-syndromet. Eller dele af det. Imposter-syndromet er et fænomen, som oftest påvirker folk med ansvar og folk som er intelligente og yderst kompetente. Det kan være folk der har ansvar for andres sundhed, som jeg selv eller det kan være folk som er ledere for et team eller selvstændige som har ansvar for at holde firmaet i live. En gruppe jeg specielt har oplevet det ved er mødre med børn i institutionsalderen. “Gør jeg det godt nok for min datter/søn”? 

Men hvor vil jeg så hen med janteloven og impostersyndromet?

Jo, min oplevelse med det her er, at impostersyndromet lægger meget op til din håndtering før præstationer og det at kunne tage ansvar for resultatet af de præstationer, eller rettere konkurrencen i livet og janteloven er den undertrykkende faktor for om man “må” promovere sig selv. Så på den ene side tvivler du på om du kan, imposter, og på den anden om du må, jantelov.

Gennem mit forholdsvis korte liv, so far, har jeg observeret mange opleve dette. Jeg oplever det på daglig basis. Når man nu er overvægtig og måske lidt mere end overvægtig og skal komme frem i en verden hvor det handler om “image” og “du skal være en bestemt type sund”, så kan jeg godt opleve dette fænomen. Jeg har en masse gode kompetencer inden for sportens verden, holdundervisning, skadeforebyggelse og genoptræning og har en masse viden om kost og ernæring samt kroniske sygdomme osv. Men jeg er tyk, så kan jeg sige noget om det? JA fandeme ja…. men så kommer janteloven ind over mig. Du må ikke være mere end andre, men hvorfor fanden ikke? Jeg har en masse erfaringer som jeg er stolt af. Både de gode og de dårlige og dem vil jeg gerne belyse og bruge til det jeg vil. 

Hvis du sidder og har fornemmelsen af at du ikke kan og ikke må på trods af gode præstationer som udelukkende kommer fra dig, fordi du har forholdt til din verden og brugt din erfaring til at skabe noget, så tænk på at du kan og du må. Når en tyk fysioterapeut kan sige til en komplet fremmed klient at vedkommende skal tabe sig, for at få det bedre i knæene og sige det med brystet helt fremme og knirken i sine egne knæ, så kan du også tage alt din succes ind og gøre det til din og din helt egen. 

Det er bare mit synspunkt og du kan måske have et helt andet og det er bare fantastisk hvis du har. 

Hvis du har lyst til at læse mere om det, så har “Fagforeningen for akademikere”  en artikel* om fænomenet, som er et hurtigt læs og kan belyse lidt mere om det

https://dm.dk/nyheder/2020/fem-raad-til-dig-der-lider-af-impostor-faenomenet

Dan

The FatPhysio

The post Imposter Syndrom first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.

Denne blog er egentlig bare en masse tanker om det at være en del af et sundhedssystem, når man selv er i en demografi som burde være på patientsiden fremfor behandlersiden. Eller rettere, jeg er tyk/overvægtig/ekstra fluffy og er fysioterapeut.

Men hvorfor være fysioterapeut?

Ganske simpelt svar – fordi det er det jeg gerne vil arbejde med. 

Efter at have fundet min vej igennem systemet, som så mange andre, begyndte min interesse for bevægelse og genoptræning at krybe ind. Jeg har altid været aktiv, altid. Selv som en stor dreng, så dyrkede jeg håndbold, bordtennis, badminton og tennis. Jeg har altid vidst at min vægt var et problem for “hurtigheden”, noget de lidt mindre spillere bestemt ikke havde problem med. Jeg gik i skole med en som var lav for vores alder, men at se ham spurte var som at se “Tom og Jerry”, når deres ben er i den der røgsky. Han var satme hurtigt.

Jeg har altid haft en forkærlighed for ketchersport og badminton var bare det som gjorde skolen mere tolerabel. Men når man nu har 20 kg for meget på sig, så skal man fandeme holde sig til for at kunne konkurrere blandt toppen og det gjorde jeg. Alt hvad jeg kunne træne, gjorde jeg. Slagteknik, benarbejde, taktikker, serveteknikker – alt. Jeg elskede double og mix-double. Så skulle jeg jo ikke løbe for meget rundt, da vi var 2 på banen. Og her kom jeg til rette, men som man blev ældre så steg kiloene. 

Jo jo, gennem min træning var der røget en del muskelmasse på. Det er lidt hemmeligheden for tykke mennesker. Vi bærer på mere og laver “naturligt” styrketræning bare ved bevægelse og derfor er benmuskulaturen, som regel, noget stærkere end hvad det ser ud til. Men tilbage til historien – der røg desværre også en masse fedt på. Hvad fanden skal man gøre, jeg var teenager og klassisk uden lige.

Men med vægtøgning kom skaderne også, først en forstuvet ankel og så den anden. På 10-12 år løb det op til 13-14 forstuvninger på hver ankel og det blev bestemt ikke bedre for hver gang. Men i alle de skader blev jeg meget nysgerrig på fysioterapi. Det blev aldrig rigtig omtalt når jeg kom til skade – det var bare is på og et par krykker og ud på banen igen efter 4 uger, og så skete samme resultat igen. 

Så da jeg startede i gymnasiet var jeg klar over at jeg gerne vil hjælpe folk med skader og fysioterapi var vejen frem. Her var jeg tætved 100 kg og var nok på den anden side af de 100 kg, da jeg var færdig med gymnasiet. Men det slog mig aldrig ud, jeg blev ved med at spille badminton og holdt ved drømmen og ved fysioterapeut-titlen når jeg var “voksen”. 

Men livet rammer og da jeg ikke kunne komme ind på fysioterapi-skolen i første omgang, blev jeg fortvivlet og tog ind på en åben uddannelse på universitet og fik da også en bachelor i ingeniørfeltet velfærdsteknologi. Jeg ville jo gerne hjælpe folket, men hvis ikke som fysioterapeut, så kunne jeg som ingeniør designe teknologi til at lette hverdagen for folk. Men AK, jeg og en anden person var de to første i landet med en bachelor i det og når man mister interessen for at tage en kandidatgrad inden for feltet – fordi den ikke var etableret ordentlig endnu, så ved man ikke hvad man er eller kan og det vidste arbejdsmarkedet heller ikke. Så nogle år på dagpenge, og så prøvede jeg for sjov at søge ind som fysioterapeut på University College Lillebælt, som det hed inden sammensmeltningen med erhvervsakademiet. Da jeg så fik et, “JA! Du er optaget” blev jeg paf og glad. Drømmen kunne komme til live igen. 

Starten på mit liv som fysioterapeut

Det var tydeligt for mig at alt det som jeg oplevede i sportens verden, med at være den store dreng, skulle virkelig synliggøres på fysioterapistudiet. Alle mine nye medstuderende var enten gymnaster, styrkeløftere, fodboldfolk eller generelt fitnessfolk og jeg tror måske at jeg var 30 kg tungere end den største af styrkeløfterne i klassen. Mit var bare fedt og ikke muskelmasse – Masser af god isolering til vinteren. Alle undervisere, var mere eller mindre “fit-people”, hvilket virkelig skævvred mit syn på feltet. Vi bliver undervist i at vi skal acceptere alle og forstå at kroppe er forskellige, men her på studiet var det “copy-paste” af hinanden i kontekst af kropstype. Jeg var egentlig den eneste tykke mand her.

Men alle var søde og rare, vi kunne godt med hinanden og det var egentlig meget lærerigt at se hvordan min krop var anderledes til styrkeløfteren. Så på undervisningsniveau var alt super, bare lidt skævvredet. 

DET SKULLE VÆLTE NÅR JEG KOM I PRAKTIK!

I en af mine første praktikker, var jeg i et genoptræningscenter som varetager sig alle som kommer fra sygehusene i mit område. Masser af fysioterapeuter, ergoterapeuter (Første gang jeg skulle opleve hvad sådan lavede) og diætister. Min kliniske vejleder, som også var en “fit-person”, havde lidt et sjovt syn på hvad en fysioterapeut er. Sjov i forhold til hvad jeg mener. Efter et par dage, stod jeg for at opvarme et hold med hjertepatienter, og lige inden jeg starter og mens patienterne er i rummet, siger min vejleder at jeg skal være motiverende i min tale, fordi jeg ikke udviser motivation og gestikulere til hele min krop. 

Dette er første gang, i hele mit liv faktisk, at jeg er blevet dømt på baggrund af min krop. Ganske ubehagelig oplevelse og dybt uprofessionelt af vejlederen.   

Som person er jeg meget rolig og meget velovervejet, men jeg giver den satme gas når jeg skal og derfor rammer det bare ekstra hårdt, når man bliver anset for at være demotiverende, fordi man er på den fluffy-side af spektret. 

På daværende tidspunkt var jeg ikke klar over hvad jeg skulle gøre af mig selv. Praktikken afsluttes efter et par uger og jeg starter tilbage på mit trygge studie, men situationen summer i mit hoved. Tilbage på skolen, gennemgår jeg det her med at være overvægtig som sundhedsfaglig person. Jeg har jo set mange læger, sygeplejersker, radiografer osv. som var overvægtige, så jeg har aldrig tænkt over det. Men jeg fandt så en artikel eller bacheloropgave. Jeg kan ikke helt huske om det var det ene eller andet, men det omhandlede lige netop denne interkollegiale fordømmelse, der kan være mod tykke sundhedsfaglige personer og på det tidspunkt var artiklen kun 3-4 år gammel. 

Men kort fortalt var det et interviewbaseret skriv, som omhandlede at der var en form for modstand imod tykke fysioterapeuter kollegaer imellem. Fordi der er nogle fysioterapeuter som mener, at man som behandler skal stræbe efter at have en krop, som ligner det billede man gerne vil fortælle sine patienter. Så hvis der var en tyk kollega ville de først snakke med vedkommende, hvis og når vedkommende var “normalvægtig”. FULDSTÆNDIG SINDSSYG TANKEGANG!

Med det i baghovedet fortsatte jeg min færd i studiet og på mit 3. praktikophold oplevede jeg samme problematik, bare mere subtilt end første gang jeg blev udsat for det. Her var jeg en del af et hold af studerende – en medstuderende fra samme årgang, jeg selv og 2 studerende fra årgangen under. De 3 var alle “Fit-people” og jeg var stadig den tykke. Men de påvirkede mig ikke og de respekterede mig så der var ikke noget. Men klinikejeren havde svært ved at være i rum med mig og var meget gestikulerende og ytrede sig på måder, som gjorde det svært at overse at han foragtede tykke fysioterapeuter. 

Da jeg så endelig, efter 3.5 år, blev fysioterapeut og skulle starte på arbejdsmarkedet, så mødte jeg lige ind i COVID-muren og folk var bange for at ansætte fysioterapeuter. Jeg har altid ville være privatpraktiserende, og det var bare svært at få ansættelse. Da jeg så endelig landede et job, var jeg naturligvis nervøs for om jeg skulle møde samme fordømmelse. På det tidspunkt vejede jeg 150 kg og var godt klar over at jeg var væsentlig større end mange andre. 

For lige at gå tilbage til min tid som badminton/tennis spiller. Jeg har aldrig ladet min vægt påvirke min gang eller andet. Desværre har mange overvægtige den der klassiske “Fedme-vralten” som jeg vil kalde det, men det har jeg ikke. 

Derudover har jeg også altid styrketrænet ved siden af og har gjort det igennem hele mit liv faktisk, selve fedtet har bare isoleret mere end musklerne. 

Derfor da jeg startede på mit job, kunne man ikke se at jeg vejede det jeg gjorde, men jeg var stadig meget meget stor. Heldigvis var mit arbejdssted et dejligt og imødekommende sted. Klinikejeren en flink mand, lidt ældre end jeg, men vi fandt mega godt ud af det med hinanden og kollegaerne havde intet problem i min kropsbygning – YES!!! 

Hvad så med klienterne?

Nu kan jeg ikke fortælle hvor mange klienter jeg har set gennem årene, men jeg har heldigvis ikke oplevet slemme ting med dem. 

To gang har klienter haft det svært ved at have en tyk fysioterapeut. Jeg husker en bestemt klient, som havde et problem med det, men vedkommende var ikke slank selv. Jeg havde lige fået klienten til en enkelt træning, da dennes faste fysioterapeut var syg den dag, men han havde advaret mig om klientens holdninger – så alt var forberedt i mit hoved. Men klienten mente bestemt ikke at man som tyk person kunne stå og fortælle andre om træning. Hvorefter at jeg satte klienten igennem dennes livs hårdeste træning, vel og mærke med mig lige ved siden af og lave det samme. Klienten var den sidste på dagen, så jeg tænkte jeg træner satme bare med. Vedkommende måtte lige sidde 5-10 minutter og trække vejret, mens jeg bare fortsatte med oprydning og journalisering. 

Næste gang jeg så vedkommende, fik jeg en proper undskyldning for det som blev sagt. Nogle gange skal man ikke overbevise folk, man skal bare lade dem gennemleve det man kommer med. 

Den anden klient jeg oplevede det med, var en person som overhovedet ikke ville være i nærheden af tykke personer. Så vedkommende så mig og gik direkte ud af kliniklokalet og blev prompte afvist ved skrænken. Ikke fordi vedkommende blev nægtet behandling, men vedkommende var generelt grov overfor flere af mine kollegaer og andre klienter, hvilket gjorde at vi måtte for vores sikkerhedsskyld og de andre klienters sikkerhed, vise vedkommende døren. 

Hvad så nu?

Jamen jeg er stadig tyk. Det er derfor bloggen hedder The FatPhysio, men jeg træner min krop, bliver tjekket hvert år ved lægen og alles gut indtil videre. Jeg er stadig i 150 kg klassen, men er ved at forme det mere med muskelmasse end fedt. Dog er der stadig masser af god vinterisolering. 

Jeg er stadig aktiv fysioterapeut og aktiv som privatperson. Jeg elsker stadig mit felt og jeg elsker at være sammen med mennesker. Men jeg har lært meget af at være tyk blandt folk, som har svært ved at være i rum med tykke folk. 

Det vigtigste er at følge sin interesse og nysgerrighed. Jeg valgt fysioterapi fordi jeg selv altid blev skadet, ikke fordi jeg ville være slank og muskuløs. Jeg har stadig fået alt det jeg ville – kone, børn, karriere og nu prøver jeg selvstændigt. Så selvom man er tyk, kan man altså godt.

Dan

The FatPhysio

The post Velkommen til bloggen The FatPhysio first appeared on DCFysioterapi - Din partner til et stærkere liv.